NIELS LINDBERG OG DET FYNSKE LAND

Interview med den fynske Maler, der har malet ”Snekastere”, hvoraf vort Omslag bringer et Brudstykke.

I min Barndoms Land – et Land uden Lige, med al den Sødme, der er karakteristisk for det fynske; de fede, mørke Marker, de prangende Haver, Syrenhegnene langs alle de bugtede Veje, men tillige jysk: barskt, stejlt, med nøgne Græsbanker og Lyngbakker med Gyvel, Ørnebregner og maabende Faar – i dette min Barndoms kære Land ligger spredt de sødeste smaa Legetøjslandsbyer, man kan tænke sig, med smaa hvide og røde Kirker, med endnu mindre Bindingsværkshuse og sortrøde Kirsebærtræer udenfor, og indenfor de smaarudede Vinduer et vildt flor af blomstrende Pelargonier – og naar den fremmede gaar forbi et Ansigt tæt bag Ruden; med mindre der skulde forefindes saa praktisk en Ting som et Gadespejl, for saa kan Husets Frue bag Pelargonierne roligt lade sit Korpus forblive, hvor den er i den dybe Lænestol, og hun kan roligt lade Fingrene fortsætte med Strikkestrømpen, mens Øjnene ved Hjælp af dette mageløse Gadespejl ransager den fremmede, der støver op ad Gaden, ivrigt bebjæffet af hvert Hus sin Hund, smaa og store, men alle lidt i Familie med hinanden og aabenbart bekendende sig til Racenivelleringens Teori.

Saa mange Aar er det siden, at jeg sidst kom paa disse Kanter, at ingen kender mig, som jeg paa den hviddirrende Sommersoldag vandrer op ad Nørre Brobys ”Gader” – nu er det mig, der er den fremmede, som man spejder efter bag Ruden, og selv synes jeg slet ikke, det er saa længe siden, at jeg lige netop kunde faa Stumpnæsen over Bagerens Disk, saa jeg kunde træffe mit svære Valg: en Basse eller en Chokolademarengs for min Femøre. Udenfor Malerens Hus staar en ung Kone og banker en Maatte. Jeg standser og spørger efter vor gamle Sypige, om hun er levende endnu, og hvor hun bor. Den unge Kone lader Maatten hænge og svarer mig, mens hun stirrer stift paa mig. Jeg stirrer stift igen.
”Jamen det er jo Bodil,” siger hun pludselig afgjort.

”Men kære,” siger jeg, ”det  er jo lille Tilde”. Ja, kære det er jo Saddelmagerens lille Mathilde, som altid var saa mild og blid og legede med Dukker.

”Leger du med Dukker endnu, Tilde?”

”Det kan du godt kalde det; men de er levende; jeg har fire, den ældste er fjorten Aar.”

”Er Du gift med ham der?” spørger jeg og peger op paa Skiltet, hvor der staar prunkt og fint: N. Lindberg, Malermester.

Jo, Mathilde er gift med Malermesteren, og jeg skal med op og se al hendes Herlighed, erhvervet gennem alle disse mange Aar. Hendes smukke Hjem. De fire Børn to store Drenge, den lille Hanse – en Ansats til en Seraph – og lille Søster – et Febarn med sit gule Haar og sin sprød eStemme.

”Hvad er det for mange Malerier?” siger jeg og drejer mig rundt i Stuerne.

”Det er Lindbergs,” siger Mathilde med ligesom et undskyldende Smil.

”Han er saadan en Slags Kunstmalermester,” lyder det med manddsrøst fra Stuen ved Siden af, og nu kommer en høj, tynd, smilende Mand i en overbeklattet Kittel til syne i Døren og hilser paa den fremmede Dame. ”Jeg lever af at male Døre og Vinduer og lever for at male Skilderier, efterhaanden dog mere det sidste end det første, og med Tiden gaar jeg helt over til Kunsten. Vore to store Drenge kan forhaabentlig inden mange Aar overtage det prosaiske Arbejde, og saa skal jeg ordentlig til at smøre løs.!

Og saa faar jeg at vide, at Lindberg er fra Munkebo ved Kerteminde, kommet af Bønder, at han har tegnet og malet, siden han var 3-4 Aar, men er Autodidakt, eftersom der ikke var Raad til teknisk Skole, og at det er Domorganist N.O. Raasted, som har opdaget ham for et Par [Aar] siden og har faaet  ham til at udstille, og at han siden har udstillet mange Steder, bl.a. paa Charlottenborg. Saa og saa meget faar jeg efterhaanden vredet ud af Lindberg, for han personligt er ikke videre interesseret i at tilfredsstille min Nysgerrrighed, han vil meget hellere høre Nyt fra Hovedstaden og drille, hvem han kan komme over, og det er ikke bare Jyderne, der er tørre og lune, det maa jeg sande, medens vi sidder her og fortærer Mathildes Sommermiddag.

Det var i 1927. To Aar senere er jeg der igen – i min Barndoms Land – lykkelig over Gensynet. Jeg lader straks min Cykle udlevere paa Stationen, og med medbragt Hund og Badetøj triller jeg nu her i Middagssolens Brand henad de hvide Landeveje. Her er min Fødegaard igen, skjult i dybe Haver og med Storkefamilien paa Taget af Ellen Marsvins gamle Lade. Her er de grønne bløde Enge med Tusinder af Høstakke. Her er Bankerne igen, de tre kuplede Skallebanker med det tynde, blanke Græs, som Vinden herser med, og Køer og Heste og Faar græssende i store Flokke, sindigt bevægende sig i Varmen. Her er Aaen, den brede , stadigt vandrende Aa, glat paa Overfladen, kun med smaa Kruseduller i, men alligevel med Strøm og Fart i de store Vandmasser, som føres hen gennem Engene. Ak ja, her er det alt sammen igen, Synebjerg, hvor Forfædrene ofrede til Odin og Thor, Lyngbakkerne, de smaa Granskove og Lavs Toøres lille hvide Hus.

Gemt af Sivene ved Aaens Kant trækker jeg i Badetøjet og lader mig glide ned i Vandet. Nej! Mudder er det, Mudder uden Bund! I allersidste Øjeblik redder jeg mig op igen ved Hjælp af en Græstot, jeg ikke har naaet at slippe endnu! Jeg er sort som en Neger! Min Hund sidder ynkeligt fast med alle fire smaa Stikker i Mudderet. Jeg haler den indenbords, og nu snakker vi gammelklogt om, hvordan i Alverden vi to Negre atter skal komme til at tilhøre den hvide Race, og finder efter megen fælles Tænkning og Søgen det dejligste klare Vand inde under Broen. Her sidder jeg længe stille i det dybe, rindende Vand og køles af, mens Biler og Heste dunker i Broen over mit Hoved. Hunden svømmer stille rundt i fine Cirkler og jeg falder hen i Drømme ved Synet af Bankerne og de vankende Dyr.

Noget pusler over mit Hoved. To Mænd taler. Det vil sige: den ene taler i en ustandselig Strøm, og den anden siger Naa og længe efter Ja og efter en Stund Nej. Den snakkende Mand opdager Hunden og nu begynder han at plumse Sten med den ”søe lille Hun”. Det varer længe og de stadige Sten afskærer mit Tilbagetog. Jeg var først afkølet, saa kølig men nu er jeg baade kold og iskold.

”Hov, De der!” siger jeg til Slut.

”Hvad Pokker!” siger de to Mænd og opdager Damen under Broen. ”Er det Dem? ER De kommet til Fyn igen?” siger den stilleste af Mændene med et stort, spydigt Smil. Det er Lindberg, der har slaaet sig ned paa Broen med Staffeli og Malergrejer.

Den snakkende Mand er meget hjerteligere. Han har et rødt Ansigt med et gammeldags Overskæg, som hænger trist. Jeg kender ham ikke. Men kære! Hvor han kender mig! ”Jeg er jo Deres Brors gamle Legekammerat, Jeg er jo Søren. Min Far arbejdede for Deres Far.” og nu udvikler sig en længere Samtale, han, bred med Armen paa Broens Rækværk, jeg tænderklaprende, skjult i Vandet. Jeg kan ikke nænne at standse hans Glæde, men til Slut maa jeg dog opgive min Filantropi og vader i Badekaaben til mit Skjul i Sivene.

Da jeg kommer op paa Broen finder jeg Lindberg ivrigt i Gang med et stort Lærred. Blikket gaar fra og til Pensel og hans Emne: Bankerne, det forblæste Kreaturhus og de vankende Dyr, mens han svarer Ja og Nej og Saa og Naa til Sørens Myggesværm af Spørgsmaal. Saa overtager jeg Sørens Veltalenhed, og Lindberg faar Fred. Søren bliver omsider træt og vader gennem Engene hjem til sti Hus og sin Fedtemad. Lindberg bliver ikke træt, men Solen gaar ned, han sukker og pakker sammen, og nu snakker han pludselig løs og byder mig velkommen til Egnen igen. ”Jeg bliver aldrig træt af at male dette Landskab, hvor er det afvekslende med det smilende fynske og det alvorlige, storladne jyske – mærkeligt, at saa faa kender Egnen.!

”Nu skal De interviewes,” siger jeg pludselig brutalt.

”Hvad vil De dog spørge mig om? Jeg er som Kunstner et Fænomen, ja ganske latterlig, jeg ejer nemlig ikke engang et Par  Plus-fours, bred Hat eller nogen af de andre ”kunstneriske Ingredienser.” Haaret bærer jeg paa normal, borgerlig Vis, og jeg lever nogenlunde regelmæssigt. Det eneste kunstneriske hos mig, jeg kan tænke mig, er min upraktiske Sans i Pengesager, men det lader jeg min Kone styre.”

”Har De udmærket Dem siden sidst?”

”Jeg er blevet Formand i Foreningen ”Fynske Kunstnere”, hvis Formaal er Rejsning af en Udstillingsbygning i Odense. Paa Dalum Landbrugsskole har jeg haft den Glæde at faa Lov at udføre et par størrre Freskoarbejder, ligeledes nogle Kirkearbejder, sidst i Dalum Klosterkirke, og saa har Stiftsmusæet i Odense købt ”Snekasterne”, det som kommer udenpaa ”Tidens Kvinder” engang til Jul!

Mere faar jeg ikke ud af Lindberg. Han siger Jo og Nej og Naa og Saa ligesom før til Søren. Vi gaar i Staa og hænger over Broens Rækværk, mens vi ser paa den røde Aftenhimmel bag Bankerne. En halv Snes unge Karle kommer ridende henover Engene paa trætte, svedte Heste. De styrer lige ud i den rosenrøde Aa. De svømmer, de ler, raaber, puster, og Hestene pruster og ser frem for sig med rolige, blanke Øjne, mens de svømmer i det glidende Vand.

Bing, bang, bing, bang, ringer Nøre Broby Kirkeklokke og hjælper Solen med at gaa ned!

Bodil Bech.