Niels Theodor Lindberg Hansen blev født i Munkebo den 26. juli 1886 som søn af boelsmand Mads Hansen og Ane Larsen.

Meget tidligt begyndte Niels Lindberg at tegne. Han har fortalt, at han altid tegnede som barn, og når de større brødre mukkede over, at Niels ikke skulle hjælpe til ved landbruget, forsvarede moderen ham med, at han var en lille splejs, der ikke kunne klare det hårde arbejde.

Som 14-årig kom Niels i malerlære hos malermester Balslev i Højby, hvor han efter fyraften stod og kopierede andre malere, bl.a. Skovgårds ”Den Store Nadver”.

Han blev uddannet ved malerfaget, men som kunstner var han selvlært. 19 år gammel malede han sin far med piben. Billedet fik rosende omtale, og det gav Lindberg lyst til at fortsætte med at male.

Efter endt militærtjeneste blev han i 1912 gift med Mathilde Christensen, og samtidig fik han på favorable vilkår en malerforretning i Nr. Broby. Det gik, som det bedst kunne, har han sagt. ”Jeg levede af forretningen, men for maleriet”.

Den første udstilling fandt sted i 1917 i Odense, og da blev der i løbet af få dage solgt 29 billeder. I 1925 debuterede Lindberg med en udstilling i København, hvor han i anmeldelsen blev sidestillet med andre fynske malere. Lindbergs Charlottenborgdebut fandt sted i foråret 1926, og han fortsatte med at udstille her indtil 1934.

Udstilling fulgte på udstilling. Bland andet i Fyns Forsamlingshus i december 1926, med en efterfølgende omtale som lød: ”Utvivlsomt den bedst begavede af sit slægtled af fynske malere”.

Der var meget rosende kritik af Lindbergs billeder, men ind imellem også en del negative meninger. Dette slog aldrig Lindberg ud. Han befattede sig aldrig selv med at kritisere andre kollegaer.

I 1930 fik Lindberg et rejselegat af undervisningsministeriet, og det brugte han til en studierejse til Italien.

I 1939 overdrog Niels Lindberg malerforretningen til sin ældste søn Aage, og fem år senere kom sønnen Richard også med, og Lindberg kunne nu hellige sig sin kunst.

Niels Lindberg har været meget flittig og efterladt sig en stor produktion. Han har arbejdet med akvareller, tegninger og bl.a. bogillustrationer, men det blev dog mest malerier, både olie og fresko. Hans foretrukne motiver var den fynske natur, især landskabet fra egnen omkring Nr. Broby. Landskaber i skiftende årstider, med eller uden dyr på marken. Portrætter og mennesker var han også eminent til at male.

Niels Lindberg har sammenfattet det med: ”Mine rigeste timer har jeg haft, når jeg gik mellem køer og heste, der slikkede mig i ærmet og gjorde forsøg på at puffe mig i åen. Kunne jeg hjembringe noget af glæden derude på mit malerbrædt, følte jeg mig helt glad. Et billede burde aldrig males med tanken om, at det skal sælges”.

Niels Lindberg var aktiv næsten til det sidste, han døde 25. august 1974, 88 år gammel.Selvportræt 1971

 

Gå videre til Lindbergs Udklipsbøger