Johannes V. Jensen har fastslaaet, at Johannes Larsen er gjort af Eg. I saa Fald var det Fyr, Vorherre valgte til Maleren Niels Lindberg. Han er lang og senet i det og bor i Blæsten paa et fynsk ”Højfjeld” ved Nørre Broby.

Gaar man over i Fugleverdenen er hans ”Antipode” Høgen. Han ser langt. Profilen er rovfuglsk, men kun i det Ydre. I Virkeligheden er han venlig som en Skovdue. Og lad det saa være nok med Botanikken og Ornitologien. I Junis Blæst og Fimbulsommer godtede Niels Lindberg sig over, at Arkitekt Vagn O. Kyed i 1938 gjorde hans Hus hult indvendig. Hvor skulde vi ellers have hyttet os? Og skutter sig i Læ af Syrenhegnet paa det gamle Stendige, der afgrænser hans Jord mod Sognevejen. Niels Lindberg er en af de mest stilfærdige i fyensk Kunst og tillige en af de mest søgte, naar en Patron skal hædres og ”tages af”. Men han er ikke udelt begejstret for bestillingsarbejder. Tillige har han en Række dekorative Opgaver bag sig, løst med vekslende Held, hvad der erkendes af ham selv: ”Det skulde gaa saa hurtigt, at man ikke rigtig ku’ naa at faa Kærlighed til Opgaven,” siger han om en af dem. Han har udført dekorativt Maleri i Odense Raadhus, Dalum Landbrugsskole, Ryslinge Højskole, en Altertavle i Ejby Kirke paa Vestfyen, samt i Fjeldsted og Øxendrup Kirker, Vægmaleri i Menighedshuset i Nyborg og et Alterbillede til Tvangsarbejdsanstaltens Kirkesal i Odense. Motiv: ”Den gode Hyrde”. Han er repræsenteret paa Fyens Stiftsmuseum med et Billede af snekastere og har udført en Række boglige Illustrationsopgaver, bl.a. til en kommende Samling Dyredigte af Marinus Børup og Tegninger til ”Grisebogen”, der udkom ved Eksportslagteriets Jubilæum forleden Aar.

Lindberg er født i Munkebo den 26. Juli 1886 som Søn af Boelsmand Mads Hansen – ”Jeg hedder nemlig Hansen bagi” – og Ane Larsen, en i det aandelige Liv paa Bregnøregnen meget interesseret Kvinde, der ogsaa havde en spæd digterisk Aare. Maaske er det den, der blev ommøntet i Niels Lindbergs Maleri.
Det var fra min tidlige barndom Meningen, at Niels skulde være Kunstmaler, fortæller Lindberg. Jeg havde været med Far paa Stationen i marslev en Dag, mens jeg var fire Aar. Ved Hjemkomsten tegnede jeg Lokomotiver. I det hele taget spillede Lokomotiver og Dragoner en afgørende Rolle i min første Produktion. Ved Fars Død var der ikke Raad til nogen Kunstneruddannelse – Mor var død nogle Aar før – og jeg kom i Malerlære i Højby og var henvist til Kunstmaleriet om Aftenen og Søndagen. Jeg begyndte siden hen at snakke med Mester om, at jeg vel skulde paa Teknisk Skole, men han kom til dette Resultat: ”Det behøves smætte, Niels, du ka’ ok, hvad der ska’ te’. Hvis du bliir her i Vinter, ska’ du faa et Sæt nyt Tøj”. Saa tog vi ind til Odense og gik hen til Jens Kjeldsen og købte det billigste. Derfor er jeg en af dem, der ikke blev Elev af Tersløse, som de fleste af mit Slægtled var det. Jeg blev selvlært, men lægger ikke Skjul paa, at jeg af og til har følt mig generet af ikke at have været under Indflydelse af en Autoritet. Paa Afstand kom Indflydelse fra Kertemindemalerne Syberg og Johannes Larsen til at betyde noget for mig. Jeg husker det Indtryk, Johannes Larsens store og nu saa kendte billede ”Taarby Strand” gjorde paa mig, da det udstilledes første Gang, paa en Gang mærkværdigt raat og dog saa løftende gjort. Det satte mig helt tilbage til min Barndom med Maager over stranden, og jeg tog den Beslutning, at nu skulde det alligevel være løgn bare at staa og kopiere andre. Jeg vilde ud og male efter Motiv. Et Portræt af min afdøde Far blev set af Maleren Niels Bjerre hos min Bror i Harboøre og rost. Det gav mig Blod paa Tanden, men saa kom Soldatertiden og Giftermaalet og Nedsættelsen her i Nørre Broby i en Forretning, min Svigerfar hjalp mig til. Nu har jeg selv tre Sønner, der er Malere (med bred Pensel) og en Datter, som er gift med en Maler. Jeg har altid været nødt til at tage realistisk paa Tingene, og tog jeg mig endelig en Frieftermiddag ved Staffeliet, var det gerne med daarlig Samvittighed, hvis Vejret var saadan, at nogle Vinduer samme Eftermiddag burde være strøget udvendig.

Organist N.O. Raasted, dengang Odense, nu Domorganist i København, foranledigede min første Udstilling, der holdtes hos Boghandler Lunding i Odense, men afsluttedes før Tiden, fordi vi blev uenige om den Maade, han handlede mine Billeder paa. Siden udstillede jeg flere Gange hos Kunsthandler Henriksen i klaregade og i 1926 debuterede jeg paa Charlottenborg og udstillede med Afbrydelser her til op mod Midten af Trediverne. Saa tog UC-Billederne i den Grad Overhaand, at jeg fandt det hensigtsløst at blive ved med at sende ind for at komme i Betragtning i det Faatal af Billeder, der var reserveret for frie Udstillere.
Niels Lindberg har gjort sig kendt ogsaa som Grafiker og Akvarelmaler. Bl.a. har mange Exlibris passeret hans Hænder. Pastor, Dr. Theol Henning Høyrup, Ejby, startede ham paa Illustratorbanen. Lindberg tegnede til Høyrups og Borups Antologi ”Den fyenske Sang” og siden til en Række andre Ting.
Lindberg er en lun Fyenbo. En Dag under et Kirkearbejde blev han let irrieteret over den stedlige Lærers hyppige Besøg og Udspørgen om, hvorfor Dit skulle ha’ den Farve og Dat ikke den. Han bemærkede stilfærdigt til Spørgeren, hvad denne vilde sige til, hvis han, Lindberg, indfandt sig i Skolestuen hver Dag, stillede sig bag Katederet og korrigerede Læreren i Undervisning. ”Jeg vilde sige: Hold Bøtte, Lindberg! Lød Svaret ”og det maa De ogsaa gerne sige til mig”! Saa gik den fornuftige Mand.

Lindberg har klogelig holdt sig uden for fyensk Kunstpolitiks kvikgræsbegroede Grøftevold. – ”Jeg er saa hundeangst for at kritisere andre”, siger han selv. Det kunde tilføjes, at det er malere i Almindelighed ikke saa rædde for. Men naturligvis har Lindberg et Syn paa de ting, der rører sig i dansk Nutidskunst, han skilter blot ikke med det. Sin Tvivl om, at Kunst, der kun opfattes af 1 Procent kan have overvældende Betydning, skjuler han dog ikke, i samme Aandedrag, som han føjer til, at det nok er ham selv, der er noget galt med. Han spørger, hvad det nytter at standse ved Tingen paa Laboratoriearbejdets Stadium som uigennemførte Forsøg. ”Muligt er jeg helt forkert paa den, jeg er jo kun fra Munkebo”.

Niels Lindberg holder af at færdes ude i Vejret.

”Mine lykkeligste Timer har jeg haft, naar jeg gik mellem Køer og Heste, der slikkede mig i Ærmet og gjorde Forsøg paa at puffe mig i Aaen. Kunde jeg hjembringe noget af Glæden paa Malerbrædtet, følte jeg mig helt glad. Et Billede burde aldrig males med Tanke om, at det skal sælges, naar det er færdigt. Det føles som at røre ved Tingene med urene Hænder. Men man kan finde et Motiv den ene Dag og beslutte, at det skal laves paa Søndag og om Søndagen komme og slet intet finde. Saa har Forventningens Glæde været alt for stor, eller man er i Mellemtiden blevet en anden.
Ib Paulsen.